Synes lige det gik så godt – meeeen…..

Arrrhhmmeeenn dog. Jeg nåede lige at skrive om, at jeg havde succes med at tale pænere til mig selv og at jeg var blevet bedre til at bruge energi på taknemmelighed overfor min krop i stedet for at tale grimt til den.

Men så tror jeg sgu lige, at universet tænkte – ”Vi tester lige, om hun virkelig mener det med taknemmelighed”.

Jeg tog glad og fro på arbejde og i løbet af vagten skulle jeg lige tjekke billederne fra vores nylige overståede skitur.

Okay – det var så en HELT forfærdelig oplevelse og ALT taknemmelighed forsvandt.

Det var massivt at opleve, hvordan ALT det gamle blev aktiveret igen med 10 dobbelt styrke.

Jeg får virkelig følelsen af, at sådan kan jeg simpelthen ikke se ud, og jeg må forlade denne planet. Ikke i form af selvmord, men mere følelsen af at gå i hi, hvor jeg ikke vil være sammen med mennesker.

Jeg bliver faktisk helt skræmt over, hvordan jeg dømmer mig selv. Jeg er den vildeste BITCH. Det er så vildt at observere.

En samtale går cirka sådan her.

B (for bitch) – NU må du tage dig sammen og stoppe med at spise!!!

Mig: Jamen jeg bliver jo dårlig, hvis jeg bare er en lille smule sulten.

B: Det kan du godt overleve. Vil du virkelig se sådan der ud??

Mig: Nej helst ikke, men jeg har jo prøvet alt muligt, og jeg ved, det ikke virker. Jeg tror ikke på restriktioner og regler.

B: Halloooo er du dum. En kur er det eneste, der virker, og det er der mange andre, der godt kan finde ud af. Du må tage dig sammen din klovn. Du kan IKKE se sådan ud – du ender helt alene i verden.

Ja – det var en udgave af mine samtaler. Det er mindblowing at begynde at lytte til, hvad der foregår. Mens det sker, så har jeg virkelig følelsen af, at det er sandt, selvom en lille del af mig godt er klar over, at det er helt hen i hampen.

Det er hårdt at lytte til, men jeg kan også mærke, at jeg slipper den hårde samtale MEGET hurtigere end jeg gjorde før, fordi jeg er opmærksom på, hvad der sker.

I går aftes talte jeg med min veninde Cat, som jeg var sammen med i Brigthon hos Dr. Joe Dispenza og hun mindede mig om at trække vejret gennem hjertet og overgive mig til, at alt er okay LIGE NU. Og der slap det.

Jeg går i panik og trækker på min erfaring om, at jeg ALDRIG får et godt forhold til min krop. Lige så snart at jeg stiller ind på min vejrtrækning og går i hjertet, så overgiver jeg mig til NUET.

Lige der kan jeg mærke, at jeg ikke aner, hvad der kommer til at ske. Og muligheden for at jeg lærer at ændre mine mønstre er lige så store (især hvis jeg øver mig), som muligheden for at jeg ALDRIG lærer det.

Alt er muligt, hvis jeg øver mig.

Hvis du har oplevet lignende situationer eller andre erfaringer med din kropsrejse, så vil jeg SUPER gerne høre fra dig i kommentarfeltet. Og hvis du har lyst til at få en besked direkte i din indbakke, når jeg har skrevet et nyt indlæg, så skriv dig op lige HER.

 

Kærlighed til hele mig og dig

C

 

 

 

Share: