Synes lige det gik så godt – meeeen…..
Arrrhhmmeeenn dog. Jeg nåede lige at skrive om, at jeg havde succes med at tale pænere til mig selv og at jeg var blevet bedre til at bruge energi på taknemmelighed overfor min krop i stedet for at tale grimt til den.
Men så tror jeg sgu lige, at universet tænkte – ”Vi tester lige, om hun virkelig mener det med taknemmelighed”.
Jeg tog glad og fro på arbejde og i løbet af vagten skulle jeg lige tjekke billederne fra vores nylige overståede skitur.
Okay – det var så en HELT forfærdelig oplevelse og ALT taknemmelighed forsvandt.
Det var massivt at opleve, hvordan ALT det gamle blev aktiveret igen med 10 dobbelt styrke.
Jeg får virkelig følelsen af, at sådan kan jeg simpelthen ikke se ud, og jeg må forlade denne planet. Ikke i form af selvmord, men mere følelsen af at gå i hi, hvor jeg ikke vil være sammen med mennesker.
Jeg bliver faktisk helt skræmt over, hvordan jeg dømmer mig selv. Jeg er den vildeste BITCH. Det er så vildt at observere.
En samtale går cirka sådan her.
B (for bitch) – NU må du tage dig sammen og stoppe med at spise!!!
Mig: Jamen jeg bliver jo dårlig, hvis jeg bare er en lille smule sulten.
B: Det kan du godt overleve. Vil du virkelig se sådan der ud??
Mig: Nej helst ikke, men jeg har jo prøvet alt muligt, og jeg ved, det ikke virker. Jeg tror ikke på restriktioner og regler.
B: Halloooo er du dum. En kur er det eneste, der virker, og det er der mange andre, der godt kan finde ud af. Du må tage dig sammen din klovn. Du kan IKKE se sådan ud – du ender helt alene i verden.
Ja – det var en udgave af mine samtaler. Det er mindblowing at begynde at lytte til, hvad der foregår. Mens det sker, så har jeg virkelig følelsen af, at det er sandt, selvom en lille del af mig godt er klar over, at det er helt hen i hampen.
Det er hårdt at lytte til, men jeg kan også mærke, at jeg slipper den hårde samtale MEGET hurtigere end jeg gjorde før, fordi jeg er opmærksom på, hvad der sker.
I går aftes talte jeg med min veninde Cat, som jeg var sammen med i Brigthon hos Dr. Joe Dispenza og hun mindede mig om at trække vejret gennem hjertet og overgive mig til, at alt er okay LIGE NU. Og der slap det.
Jeg går i panik og trækker på min erfaring om, at jeg ALDRIG får et godt forhold til min krop. Lige så snart at jeg stiller ind på min vejrtrækning og går i hjertet, så overgiver jeg mig til NUET.
Lige der kan jeg mærke, at jeg ikke aner, hvad der kommer til at ske. Og muligheden for at jeg lærer at ændre mine mønstre er lige så store (især hvis jeg øver mig), som muligheden for at jeg ALDRIG lærer det.
Alt er muligt, hvis jeg øver mig.
Hvis du har oplevet lignende situationer eller andre erfaringer med din kropsrejse, så vil jeg SUPER gerne høre fra dig i kommentarfeltet. Og hvis du har lyst til at få en besked direkte i din indbakke, når jeg har skrevet et nyt indlæg, så skriv dig op lige HER.
Kærlighed til hele mig og dig
C
Billeder skulle forbydes! Kan ødelægge enhver god følelse… hahaha…
Jeg læste engang om en kvinde der bevidst undgik spejle (og vel billeder) i et helt år op til hendes bryllup – hvordan det er muligt? – og hun havde aldrig været lykkeligere…
Nå, small talking til side…
Jeg kender det du oplever så godt… Og selvom jeg er nærmest så slank som jeg gerne vil være, (jeg er aldrig helt slank nok hvilket jeg tror kommer af en meget tidlig og lang tilstand af at være overvægtig, så uanset hvad jeg vejer og hvordan jeg ser ud, FØLES det nogen gange for meget), så kan billeder idag stadig ramme mig. Altså det har ikke nødvendigvis noget med virkeligheden at gøre. Eller det der sker kan “overleve” virkeligheden.
I min “praksis” ud af dette syndrom, øver jeg mig i at have fokus på mine handlinger (ud over at arbejde med tankerne). Altså jeg kan jo kun HANDLE LIGE NU. Og hvis min handling er kærlig, rigtig og i tråd med hvor jeg gerne vil hen – så kan jeg ikke “være bedre” lige nu. Jeg kan ikke ændre resultatet. Hverken det jeg har – og føler -eller det jeg gerne vil have og tror vil give mig en bedre følelse. Jeg har kun min handling og den stoler jeg på.
Jeg er ved at oprette en facebook-gruppe som hedder “FoodPeace” (så nu har jeg sagt det!) som bliver en gratis gruppe. Det handler kun om at komme derhen hvor vi kan træffe nærende valg med lethed. Og jeg vil dele alt hvad jeg er og kan og coache og sparre med enhver der har lyst. Jeg er simpelthen nysgerrig på om der er nogen der kan bruge mig og om det virker for andre og så har jeg sådan en stor lyst til at hjælpe..
Nå, Cristina, det blev langt… 😉
TUUUSIND Tak for dit svar. Den gruppe vil jeg meget gerne være medlem af <3 Hvad tænker du i forhold til handling - er det i forhold til at gøre noget fysisk eller "bare" være kærlig overfor sig selv? Jeg er virkelig vild med sætningen - jeg kan kun handle LIGE NU.
Gerne! Jeg inviterer dig når den er startklar (senest søndag – uanset om den så er perfekt startklar eller ej! ;-))
Ift. handling er det for mig virkelig en “gamechanger” – som man så populært siger – for mig. Det er en erkendelse der er landet efter at jeg begyndte at skelne mellem EGO mål og ESSENS mål (jeg kalder det soul goal på engelsk).
Du får den lange forklaring – fordi det er det jeg bedst kan…
Altså jeg er jo overbevist om at vores længsel er en invitation fra vores essens/sjæl til at udvide os. Helt konkret at blive i stand til at leve vores liv bedre (hvad det så end betyder for hver enkelte). Og derfor kan vi ikke løbe fra vores længsel. Den klistrer.. hahaha… Men vi kan vælge at tage ego-vejen eller essens-vejen. Afhængig af hvor vi er bevidsthedsmæssigt vælger vi typisk det ene eller andet.
Ego vejen er plastret med kamp, selvsabotage, knokleri og hårdhed og er fokuseret på målet/resultatet. Vi gør det fordi vi vil have resultatet. Det er et supergodt sted at være for egoet, fordi målet er langt væk (med andre ord ikke farligt), eller tæt på (“piece of cake”) og i mellemtiden er der rig lejlighed til at heppe eller kritisere, alt efter hvad den synes der er brug for (for at bevare “positionen” og vigtigheden). Det er også her vi har været undervejs hvis vi endelig når målet med en følelse af ikke at få den følelse vi var ude efter. Og det er her vi er når vi vil have målet for i virkeligheden at styrke vore ego. For at høre til, føle os gode nok, smukke nok, tynde nok, lækre nok, sunde nok, værdige nok.
Essens-vejen sætter målet og derefter vender vi fokus på handlingen. Det er handlingen der bliver mit nye mål. Fordi vores essens i virkeligheden vil handle i overensstemmelse med det mål vi har sat. Det er jo det essensen vil. Den vil have udvidelsen. Det at vi er i stand til at lave de selvkærlige, nærende handlinger. Ikke opnåelsen af resultatet. Vores essens er komplet ligeglad med om vi vejer 5 kilo for meget og har cellulite. Den frydes ved handlingen der fører derhen. Det betyder også at vi kommer i mål hver gang vi handler (som vi gerne vil). Det giver masser af successer og gode følelser – UAGTET at vi er langt fra målet eller hvordan vi ser ud.
Det betyder også at vi undervejs opbygger den følelse vi i virkeligheden længes efter når vi sætte målet. Og derfor er det til sidst praktisk talt ligegyldigt at vi har nået målet, fordi vi har det godt allerede.
Men målet fik os igang med arbejdet og processen og uden den “gulerod” ville vi ikke have udvidet os.
Det er naturligvis nærmest umuligt for vores ego at forstå at vi må føle os gode og successfulde UDEN at være kommet i mål. Så der kommer masser af sådanne “mind-fucks” på vejen som den du f.eks. oplevede.
Og jeg ser det “bare” som en ublid påmindelse af at jeg har forladt essens-vejen og er droppet ned på ego-vejen.
Specielt med sundhedsmål er det en genial måde at arbejde på, for vi ved jo godt at hvis vi stopper med at handle rigtigt, så kommer det gamle resultat tilbage – den krop vi prøver at ændre.
Så det er virkelig handlingen der er opgaven. Ikke målet.
På den måde bliver vejen i sig selv virkelig målet.
Et andet godt billede jeg for nylig fik var at vi med børn jo har lært at vi skal fokusere på INDSATSEN. Og ikke på om RESULTATET er godt, smukt eller nok. Det er indsatsen – at vi giver os hen til handlingen fuldt og helt – der giver os glæde, selvværd og erfaringer.
Når min indsats er god og rigtig, så ER JEG PÅ DEN RIGTIGE VEJ. Jeg kan/kunne ikke gøre noget bedre i øjeblikket (uanset om du har valgt at din handling er at tale pænt til dig eller løbe en tur eller hvad nu…)
Så den eneste overvejelse bliver “er min handling (stadig) rigtig?” Eller “hvordan kan jeg komme i handling?”
Giver det mening for dig, Cristina?
Det giver rigtig god mening – tusind tak for dit uddybende svar <3